S o g n e p r æ s t e n s - h j ø r n e

 

Artikel fra Kirkeblad sep. - okt. 2010

Et liv i broget sammenhæng

September – det er den tid på året, der er præget af en særlig mæthed. Den dybblå himmel. Georginer og asters i stærke farver. Frugttræernes bugnende fylde. Som om sommeren en sidste gang prøver at trække på alle registre.
 

Men nedenunder fornemmer man det andet: Efterårets særlige form for vemod. En påmindelse om, at tiden bare går og ikke spørger os, om vi er rede til at følge med. Sådan føltes det jo allerede, da vi igen skulle pakke vore kufferter for at vende hjemad efter en velfortjent ferie. Livet på feriestedet fortsatte helt ufortrødent med sin særlige rytme og uden at være synderlig påvirket af vort besøg, parat til at gå videre til næste gæst førend vi overhovedet havde vendt det ryggen.

 Som altid kommer efteråret alt for tidligt, selvom det foreløbigt kun gør sig bemærket gennem køligere morgener og tidlige aftener.

”Blot et par gode år endnu!” – det er ikke alene det gamle menneske, der håber det for sit liv, men os alle sammen. Det ville være rart med en ekstra frist – lidt mere af det gode endnu, lidt mere sommer og sol, for det kan man jo aldrig få nok af.
 

Fylde og vemod – ejendommeligt, at de så ofte følges ad, måske allermest for at lære os taknemlighed. Ofte går den hånd i hånd med et meditativt element i vort liv. Det er ikke nemt i en tid, hvor mails fyger om ørerne på en og ingenting kan vente længere end højest en dag. Det føles som ren luksus og i nogles øjne måske som rent tidsspilde blot at sidde et par minutter i egne tanker hver dag – måske på en bænk med et smukt vue over naturen. Eller tænde et stearinlys og se i dets flamme. Ofte er det de gamle, der er bedst til at huske på det, nok også fordi deres liv nu alligevel ikke længere tillader en hurtigere gangart. På et tidspunkt må man blive klogere. For dybest set er det et spørgsmål om at evne at leve – her og nu – og at suge til sig – af oplevelser, af farver, af varme, af gode møder.

Tingbjerg Kirke slår op på et nyt kapitel i sin historie. Fra 1. september er den Diakonikirke, foreløbigt for en forsøgsperiode på 2 år. Det betyder, at det kirkeligt sociale arbejde fremover kommer til at fylde endnu mere i kirkens daglige liv. Der er planer om en madbørs, et tøjkammer, en sprogcafé, husrum til kristne indvandrermenigheder og meget andet. En del af aktiviteterne vil blive placeret i den tidligere præstebolig på Langhusvej 3, der fremover vil fungere som ”Diakoniens hus”.

Som man kan se i gudstjenesteoversigten betyder det til gengæld færre højmesser fremover. Det er vemodigt at tænke på for alle os, der igennem årene har kunnet hente kraft i lige netop denne gudstjenesteform forbundet med det gode samvær på en dag, som ellers stadigvæk opleves længere end mange andre.
 

Men stadigvæk vil der være mulighed for at samles om ”ordet og bordet”, som N.F.S. Grundtvig har udtrykt det, mindst en gang om ugen. Samtidig er det vores forventning, at endnu flere vil kunne finde ind i det gode fællesskab omkring vores kirke. Rammerne kan forandre sig gennem årene, opgaven derimod er og forbliver den samme: At lade ”Hellig-ilden brede sig, så vi får mod at bære vor klode som en blomstereng, et liv i broget sammenhæng” – fordi vi bæres af Ham, der siger om sig selv: ”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tunge af byrder og jeg vil give Jer hvile.”

Med de bedste ønsker for vores kirke og for en god sensommer
er jeg jeres sognepræst Ulrich Vogel
 

Artikel fra Kirkeblad marts 2010
 

De uventede møder

Ganske ofte er det de møder, som man umiddelbart ikke regner for noget, der bliver de afgørende i ens liv. Et særligt menneske på det rette sted – ofte uden at man har regnet med det. Derfor er det en af Bibelens grundanliggender, at vi ikke skal gro fast i vores egen vanetænkning. Tag blot langfredag! Gud viser sig netop der, hvor det ser allermest mørkt ud. Derfor gælder det om at flytte på sig, mentalt, men også i bogstavelig forstand. Og heller ikke være så bange for, at livet befinder sig udenfor rampelyset.

Det er ganske interessant, fordi vi ellers meget ofte finder styrke i de nære ting: Familie eller venner. Det er dem, vi tyr til, når vi ikke længere kan selv. Vi nyder, når de stiller op for os og giver os denne uvurderlige fornemmelse af tryghed, som ingen af os kan undvære. Men somme tider bliver nærheden til en hæmsko, når vores nærmeste slet ikke ved, hvad de skal stille op med os, fordi de bliver usikre over vores forvirring og dårligdomme. Det kan man føle sig skuffet over. Men man kan også vende det rundt, så det får en til at få øjnene op for de uventede møder. For det er jo ligeså meget også der, at livet udvikles og formes.

Den uventede samtale med en helt fremmed i toget. Eller de mange kontakter, der dukker op i forbindelse med en krise. Det oplevede jeg selv, mens jeg var sygemeldt i efteråret. Lige pludselig dukkede der mennesker op, der havde fundet min mailadresse på nettet og meldte sig på banen, fordi de engang havde fået et godt indtryk af mig. Andre oplever det i forbindelse med dødsfald: En, der har set en dødsannonce i avisen og nu henvender sig til for eksempel enken for at give udtryk for, hvor meget lige netop dette menneske har betydet for ham.

De uventede møder er som at blive taget ved hånden, når man allermest har brug for det. Man bliver set i sin skrøbelighed – og hjulpet ud af den. Sådan skal det også være i mødet med den korsfæstede og opstandne. At vi lader os tage med af den udvikling, der går fra døden til livet – og mærker livet på ny hvor det end udspiller sig: ”Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!”

Med de bedste ønsker for en god påske og pinse er jeg  

Jeres sognepræst Ulrich Vogel

PS.: Jeg har fået tildelt studieorlov og træffes således ikke mellem 1.3. og 1.6. I denne tid varetages embedet af sognepræst Asser Skude. Tag godt imod ham og glæd Jer til de uventede møder med ham.

Artikel fra Kirkeblad februar 2010

Tilbage igen

Bølgerne gik mere end højt, da den danske verdenspresse i oktober måned opdagede, at jeg var fraflyttet min bolig på grund af de gentagne chikanerier, der havde fundet sted siden 2. juledag 2008.
 
Naturligvis var det en mere end ubehagelig oplevelse sådan at blive trukket rundt i offentlighedens søgelys ovenpå de ubehagelige hændelser. Omvendt har det sat fokus på nogle af de problemer, som Tingbjerg i sin helhed i lang tid har måttet slås med – alle smukke søndagstaler til trods.
Det virker som om der er kommet mere ro over bydelen. Men det vigtigste er vel en fælles forståelse for, at et godt samliv forudsætter gensidig respekt for hinanden – og dertil hører respekten for privatsfærens ukrænkelighed, så hverken personvold eller indbrud er acceptable i omgangen med hinanden.

Lad os stå sammen om vores bydel!

Med de bedste ønsker er jeg Jeres sognepræst Ulrich Vogel

Artikel fra Kirkeblad Sep. - Okt. 2009

”Hvor du lyser, mørket flyr”

Ofte opleves det omvendt. At det der, hvor vi prøver at lyse af os selv, bliver ganske krampagtigt. Det bruger vi ellers meget tid på. At bilde os selv og andre ind, at vi har styr på det. Hvor godt det går for os. På alt det gode, vi kan udrette.
Godt, at der sjældent er nogen, som prøver at trænge ind bagom facaden, hvor tonen har en helt anden lyd. For her findes der lige så meget mørke og tvivl på os selv. Rastløshed. Utilfredshed. Hudløshed, som meget af tiden sender os på flugt: Flugt fra os selv og flugt fra det mørke, som vi er så bange for, ikke vil give slip på os.
Indtil vi en skønne dag rammes af ordene, Guds gode ord til os: ”Mørket er ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.” Guds følgeskab, som ikke er til at ryste af sig. Som følger os uanset hvad og uanset hvor.
Det er ellers ikke vores erfaring i en verden, hvor man oftere og oftere skal gøre sig fortjent til opmærksomhed og kun de, der råber højest, får et stort stykke af kagen.
Men hos Gud er det anderledes. Han hører også vores tavshed. Ser på vort mørke og på vore tvivl og tager hånd om os. Omslutter os sådan som elskende prøver at skærme hinanden og giver hinanden tryghed. I medgang og i modgang. For han kan holde til vores mørke sider. Omslutter også dem. Kan bære dem, helt hen til korset og videre frem til påskemorgens nye virkelighed, hvor det er livet og lyset, der sejrer: ”Således elskede Gud verden”.

Kærlighedens forunderlige gåde. Lyset og letheden, der opleves som en varm og lys sommerdag. Energien og kraften og en tro på livet. Vildskab og lidenskab og en bevægelse, der tager os med – ud i livet. 

”Kærligheds varme i inderste ånd” – den kristne tro vil give vort liv et entydigt fortegn i en mangetydig verden. Vi skal ikke drukne i de mange meldinger om en verden, der bliver mere og mere fremmed for os. Om vold, om ligegyldighed, om en egoistisk kulde, om pengenes brutale magt.
Vort liv skal være båret af lyset, så vi bevidst går den modsatte vej og uforfærdet hæfter os ved de historier, der fortæller om det gode liv. Det liv, hvor mennesker er noget for hinanden – i det små og i det store. Det liv, hvor der er plads til svaghed og hvor svagheden derfor kan vendes til styrke. Det liv, hvor den enkelte føler sig set og værdsat og respekteret. Det liv, hvor vi mærker, at vi ikke står alene.
Det er en vigtig oplevelse i en verden, der i den grad opmuntrer til ensomhed. At vi ikke følger dens bevægelse, men bevidst opsøger de gode fællesskaber. I vort nærmiljø, i vores kirke, i samfundet. At vi bliver mindet om, at vi er mange, der er opfyldt af den samme ånd. Mange, som har stillet deres liv under Guds kærligheds fortegn.

Mange, som prøver at finde ind i Helligåndens fællessprog i deres liv.
Mange, der længes efter at møde hans kærlighed, som er så stærk, at den endda bringer lys i vor mørkeste nat.
Der er brug for nyt hjertemod i en verden af frygt og smålighed. Der er brug for kærligheds og sandheds Ånd.

Med de bedste ønsker for en god sensommer er jeg
Jeres sognepræst Ulrich Vogel

Artikel fra Kirkeblad Apr. - Juli 2009

Den gode hverdag

Hvor er det egentlig mærkeligt at tænke på. At der er så meget, som vi mennesker tager som en selvfølge. Jeg taler slet ikke om de daglige fornødenheder som et tag over hovedet, mad på bordet og rent vand. Dem regner vi slet ikke for noget, uden at tænke på, at hvis bare vi var født i et andet land under varmere himmelstrøg, var sandsynligheden nok ret stor for, at vi i det mindste skulle undvære en af delene. ”Giv os i dag vort daglige brød”, beder vi i Fadervor – og bliver gang på gang mindet om, at der er meget at takke for, når vi ikke har den bekymring. Men formuleringen strækker meget længere end blot at omfatte den materielle ramme om vores liv.

Den indebærer netop også tanken på den gode hverdag, som vi heller ikke regner for noget. Med mindre altså den bliver taget fra os. Det ved den, der er blevet syg og ikke kan bevæge sig rundt som sædvanligt. Hvad ville man ikke give for, igen at kunne indgå i den helt almindelige rytme af pligter og fritid, frem for fuldstændig at være sat ud af spillet, enten fordi kroppen spiller en et puds eller fordi ens sind ikke har det nødvendige overskud. Det sidste er om muligt endnu værre. I den grad at skulle længes efter en fast ramme for sit liv, mens dagene føles som en sejt flydende masse og man slet ikke kan finde hoved eller hale på sig selv.

Den gode hverdag!

Den, der er afskåret fra at have del i den, ved, hvor meget den betyder: En fast struktur. At man ikke hele tiden skal udtænke sig, hvad man nu skal stille op, men at der findes en fast ramme. Som det naturligvis kan være dejligt, at kunne slippe ud af, men som for det meste opleves som en velsignelse. Tag for eksempel et gammelt menneske. Har du bemærket den særlige intensitet, som meget ofte ligger over dets liv? Som om det hele tiden er vel vidende om, at det hurtigt kan blive anderledes. Alene sætningen: ”Så længe jeg endnu kan blive ved...” understreger tydeligt, at der her taler en, der ved, hvor kostbar den gode hverdag er. At det gælder om, ganske bevidst at leve den og hvilken en glæde det er, selv at kunne vælge i forretningerne, selv at passe hus og have, selv at tage omkring.

Hvor er det egentlig underligt at tænke på. At der er så meget, vi mennesker tager som en selvfølge. Kirkens særlige rytme af hverdag og fest vil hjælpe os til at blive bedre til at påskønne vores gode hverdag. Bibelens fortællinger mellem påske og pinse udspiller sig som et stort drama mellem liv og død, blot med den forskel, at udviklingen i Bibelen altid skal forstås som en vandring mod livet, idet langfredags tunge mørke bliver spejlet af påskemorgens varme lyse og pinsesolens lette dans. Derfor skal over det hele stå vores taknemlighed: ”Sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herres Jesu navn.” (Ef. 5,20). Det skal ikke mindst gælde for den gode hverdag!

Med de bedste ønsker for en god påske og pinse er jeg           

Artikel fra Kirkeblad Feb. - Mar. 2009

”Hvor er du, menneske?” (1.Mos.3,9) 

Spørgsmålet stilles til Adam og Eva efter at de i paradis har spist af træet til kundskab om godt og ondt. Det blev begyndelsen på menneskets frihed. Siden mennesket ved, hvad der er godt og hvad der er ondt, har det fået et ansvar.
Et ansvar for dets gøren og laden. Ikke noget med at henvise til andre: samfundet, en dårlig opvækst, Gud. Hver især stilles vi hver dag spørgsmålet: ”Hvor er du?”

Måske oplever I det på samme måde som jeg gør det i disse måneder.
Verden synes at være af lave. Ikke blot herude i vores kvarter, hvor uro, vold og hærværk er blevet en del af vores dagligdag. Hver dag får vi nye meldinger om meningsløs vold – på alle niveauer. I skrivende stund er det israelerne, der gør sig klar til at rykke ind i Gazastriben, hvor mennesker har levet stuvet sammen under kummerlige forhold i årtier. I Stockholm blev der for nylig overfaldet en dreng med økse og pistol for at udlevere sin mobiltelefon.
På Strøget kan man risikere at miste livet en tidlig morgenstund i strid om en uldhue. Selv fik jeg en brosten ind ad min spisestuerude i juledagene.

Hvad foregår der i folks hoveder, når de ødelægger trivsel og tryghed for andre på denne måde? Kan det virkelig give dem kompensation for en uret, de har været udsat for?

Måske registrerer man alle disse ting ekstra nøje, når netop også ens dagligdag byder på flere eksempler af samme slags. Selvfølgelig skal man passe på med ikke at lade sig gribe af panik. For det meste er livet trods alt som det plejer at være, findes der mange gode eksempler på mennesker, der påtager sig et ansvar. 
Ikke desto mindre føles det, som om ondskaben er kommet tættere på. ”Hvor er du, menneske?” har man lyst til at spørge dem, der helt selvfølgeligt ødelægger livet for andre.

Og hvor er vi egentlig selv henne? Hvordan prioriterer vi i vores liv? Er vi altid at finde på menneskelighedens parti? Eller har vi alt for travlt med at leve vort eget liv, så vi slet ikke har tid til at følge med i, hvad vores børn foretager sig? Har vi så meget nok i os selv, at vi slet ikke studser over, at hele befolkningsgrupper bliver udråbt til at være et problem og så efterfølgende opfører sig sådan? Men det kan aldrig undskylde den enkeltes ansvarsløshed. Det er op til os, hvordan verden former sig. Nogle mener, at vi nok er alt for forkælede for at kunne begribe det. Dronningen var inde på det i sin nytårstale: At det i virkeligheden er småproblemer, som vi sidder med, set med verdens øjne.
Næsten alle andre steder ville man give meget for at kunne leve under så ordnede forhold som herhjemme.

Det er ikke ensbetydende med, at tingene ikke kan gøres endnu bedre. At det er vigtigt at give en stemme til dem, der ellers tilsyneladende ikke føler, at de bliver hørt. At der er steder, hvor man tager de svages parti. I kirken, i bydelen, i samfundet.
At man gør alvor at sit ansvar, så der aldrig er tvivl om, hvor man selv findes, på menneskelighedens side:

”Dette er løftet vort, fra bror til bror: Vi vil blive gode mod menneskets jord.
Vi vil tage vare på skønheden, varmen, som om vi bar et barn varsomt på armen.” Lad os tage vare på varmen!                      

Jeres sognepræst Ulrich Vogel
 

Artikel fra Kirkeblad Nov. - dec. - jan. 08/09

Pas på din kirke! – Velkommen til et nyt menighedsråd

”Er kirken bare for sjov?” spørges der på plakaten til menighedsrådsvalget 2008. På billedet ses en præst med en klovnenæse. Er det for at antyde, at der burde være lidt mere spræl i præsterne? Det ser i øvrigt ud som om det er en mandlig præst, hvilket kan undre, siden kirken hastigt forandrer sig til en kvindekirke i disse år, men måske har damen jo også bare en ualmindelig kedelig frisure… Det ville måske ikke være så dårligt, selvom mange af os i forvejen føler os lidt til grin. Betænkninger, elektroniske protokoller og systemer fylder mere og mere i vores hverdag. Og det, man engang er blevet præst for, kontakten med den enkelte, er der mindre og mindre tid til.
Den samme fornemmelse sidder menighedsrådene med. Folk stiller op for at gøre en forskel for deres lokale kirke – i stedet drukner deres engagement i administration. Tilsyneladende med blot et mål for øje: Nemlig at få dem til at indse, at det ikke kan nytte noget med de små enheder. At alt var nemmere, hvis sogne og præster gik sammen i større enheder. Men er det nu også det? Jeg kan kun henvise til mit subjektive kendskab fra både Sverige og Tyskland, der ligeledes er blevet grebet af samme panik – en panik før lukketid, føler man sig fristet til at spørge? Der bliver endnu mindre tid til nærhed og kendskab til den enkelte og fremmedgørelsen mellem kirken og menigheden bliver endnu større. Til gengæld melder kirken sig i debatten om enkeltskrogede tankskibe, økologisk og retfærdig dyrket kaffe til kirkekaffe osv. – i sig selv gode emner, men de giver bare ikke den enkelte større opmærksomhed.

Efter min mening kunne plakaten derfor have set således ud i stedet for:
”Tror I bare det er for sjov?” og så kunne det ellers være billedet af en kirkeminister for eksempel – med røde ører. Røde ører for at symbolisere, at hun og mange andre med hende ikke har kæmpet ihærdigt nok mod den tendens, som jeg vil kalde for unødvendig ”administrificering”.
Tværtimod, så er der de seneste år blevet langt til det trivselssamfund, hovedparten af os foretrækker som ramme om vores dagligdag frem for en hurtigt omsiggribende bureaukratisering. Før vi har set os om, klikker vi udelukkende www, for at komme i kontakt med præsten eller det lokale sogn – og hinanden.

Men det er ikke spor sjovt! Herude sætter vi pris på det nære fællesskab og ikke det, der blot lader som om, som for eksempel Facebook.
Herude ønsker vi yderligere at udbygge det, frem for stille og roligt at afvikle det.

”Det er vigtigt med en kirke og en menighed i Tingbjerg”, skrev vores biskop til jubilæet. Bedre kan det ikke siges. Det skal være ledestjerne for menighedsrådets arbejde de næste fire år. Jeres præst har ikke noget imod, en gang imellem at tage en rød næse på, hvis det kan fremme nærheden og fællesskabet. Bare den ikke stille og roligt udvikler sig til grønne knopper over en udvikling, der synes at være gået i selvsving – og hvor ingen har lyst til at vende denne udvikling. Med andre ord, nok at tage fat på.

God vind til det nye menighedsråd.
Jeres sognepræst Ulrich Vogel

16. søn. e. trin., Joh.11,19-45  - 07-09-2008,

Festgudstjeneste i anledning af Tingbjerg Kirkes 25-års jubilæum

”Han stinker allerede!”

Umiddelbart nok ikke den tekst, som jeg ville have valgt til Tingbjerg Kirkes jubilæum. Jo, måske hvis det havde været et 100 eller 800-års jubilæum. Så kunne teksten have hentydet til de mange lig i lasten, der altid hober sig op gennem århundrederne.

Men en ung dame på 25 år som vores kirke, der aldrig har været smukkere, aldrig har stået stærkere end lige netop nu, i hvert fald hvad opbakning og tilslutning i det daglige angår – i den forbindelse føles teksten lidt for direkte, lidt for bramfri. Her er der ingenting, der bliver pakket ind i glitrende gavepapir, det hele bliver serveret råt for usødet.

Og det passer måske alligevel ret godt til os herude. For det er jo det, andre så ofte beskylder os for. At vi ikke pakker tingene nok ind, men kalder en kost for en kost og en spade for en spade og det er noget, folk udefra føler sig stødt over.

”Han stinker allerede!”

Stakkels Lazarus. Dvs. han mærker forhåbentlig ingenting af det. Og stakkels pårørende. Den påtrængende lugt understreger bare det endegyldige og håbløse i deres situation. Det er endegyldigt forbi med ham. Jesus kommer noget for sent på banen.

”Havde du været der” – ja, for nogle dage tilbage kunne han måske have været en hjælp, men nu? Undertonen af skuffelse og bebrejdelse er ikke til at overhøre i søstrenes ord, al from indpakning til trods. Tingene kunne have set anderledes ud, hvis....

Det kender vi alle sammen. Fornemmelsen af at der skal så lidt til for at tingene får en anden drejning. Man kan ikke lade være med at se tilbage på sit eget liv og tænke ved sig selv: ”Hvis jeg nu ikke var blevet gravid som 18-årig” ”Hvis jeg havde taget den uddannelse færdig” ”Hvis vi ikke var gået fra hinanden” ”Hvis jeg ikke var blevet syg” – hver især kunne vi have ført et andet liv, hvis forudsætningerne havde været anderledes – eller skal jeg sige: hvis det havde været meningen?

Men inden vi kommer for godt i gang med den slags tanker, bliver vi hentet ud af vore dagdrømme af et meget nøgternt: ”Han stinker allerede!” Der kunne også have stået: ”Forhold dig til realiteterne i dit liv, menneske!”

Tingbjerg Kirke 25 år. Set med kirkehistoriens øjne er det ingenting. Set med vores øjne derimod er det mange år. Enkelte har været med lige fra starten. Andre er kommet til, ja, heldigvis er der kommet flere og flere til og det på trods af at medlemstallet er blevet mindre og mindre. For nogle er det fællesskabet, der trækker. For andre er det muligheden for mødet med Gud og som oftest sikkert lidt af begge dele. Men det vi bevidst eller ubevidst har været fælles om, er jo netop den grundlæggende erkendelse af, at Lazarus vej er vores vej. At vi er af støv og skal blive til støv igen. Forgængelighedens vilkår som enende bånd os imellem. Og dermed også en ydmyghed og beskedenhed i forhold til den historie, vi er del af: Der har været nogle før os og der kommer nogle efter os. Vi og vores ideer er ikke skabt for evigheden.

For mig er det altid en meget betryggende tanke i de perioder i mit liv, hvor tingene har det med at vokse mig over hovedet: Bunkerne på kontoret, stakken af gøremål i huset og de mange sociale forpligtelser, der ikke rigtigt er tid til – at vi i kirken indgår i en sammenhæng, der naturligvis tager farve af vores engagement, men som ellers ikke står og falder med os, men under alle omstændigheder fortsat vil være der, når vi engang for længst har takket af.

Her er det så, at der de senere år har blandet sig en berettiget tvivl i denne tryghed: Jo, kirken som sådan skal nok bestå, men Tingbjerg Kirke?

Hvornår bliver den taget af daglig brug, som det så smukt pakket ind hedder i det officielle kirkesprog, der lugter langt væk af fejhed og hykleri. Bliver det i virkeligheden det sidste jubilæum, vi fejrer for vores kirke?

Man kan have sine bange anelser. Visionerne for folkekirken går i disse år i retning af større enheder med tilsvarende mindre nærkontakt. ”Gør det så stor en forskel?” spørger de, der aldrig har kendt til nærhed i deres arbejde eller ihærdigt peger på, at det vigtigste trods alt må være det, at Guds Ord forkyndes og høres. Ja tak, problemet er dog de fleste steder det omvendte – godt nok forkyndes og høres ordet, men sjældent forkyndes og høres det som ord til mig. I samtale med menigheden og ikke som præstens enetale. Og derfor er det vigtigt, at der findes et personligt kendskab, så vi kirkegængere ikke føler os som de 99 får, som det egentlig er lidt lige meget med og som der alligevel ikke kan ses forskel på, men som det ene får, der ledes efter. Det får, der godt kan komme bort fra flokken, men aldrig kommer bort fra Gud.

”Havde du været der!” siger søstrene til Jesus. ”Du er der”, konkluderer salmen: ”Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du der.”

Gud er ikke til at komme udenom, siger teksten.

Passer det?

Det er nok meget forskelligt, som vi hver især oplever det. For nogle er denne tryghed alt. Andre kommer først i tanker om den til de store festdage. Og andre igen oplever det helt overraskende og overvældende på livets allermest mørke dage: ”at mørket er ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.” Måske er de på vej væk fra Gud, den Gud, som ikke altid lige viser sig, når man selv synes. Og som så alligevel lige pludselig kan skænke os ro i sjælen. Har vi endnu ikke fundet ham, så kunne det jo være, at vi i virkeligheden endnu ikke er gået langt nok...

”Han stinker allerede!”

Kan man overhovedet komme længere væk fra livet og fra Gud? Hvorfor skulle søstrene opleve det? Hvorfor oplever vi andre modgang, som lige er ved at tage livet af os? Er der mening med det eller bliver vi blot leget med ligesom Job, fordi Gud og Djævelen skulle kappes med hinanden?

Jeg så for nylig en meget tankevækkende fransk film om en ung mand, der havde fået at vide, at han snart skulle dø. Lægerne foreslog behandling, men han afslog. Han ville hellere bruge den resterende tid ordentligt og opsøgte en efter en de mennesker, der betød noget for  ham. Hvem ville vi opsøge og hvem ville vi lade ligge? Kæresten bad han om at flytte – ansigt til ansigt med døden føltes deres kærlighed ganske ligegyldig.

Til gengæld lå der en stor intensitet over mødet med hans gamle farmor. Hende turde han som den eneste fortælle, at han snart skulle dø. ”Hvorfor lige mig?”, spurgte hun ham. ”Du har selv den korte ende foran dig, du forstår, hvad jeg føler, hvordan jeg har det.”

”Lær os at tænke på vor egen død, så vi bliver kloge på livet” hedder det et sted i salmernes bog. ”Tiden, som er tilbage” – hvordan har vi tænkt os at bruge den? Kunsten er vel den, at gøre alvor af det, der virkelig betyder noget for os, inden det er for sent.

Det gælder på mange plan.

På det personlige plan er det et spørgsmål om hvorvidt vi egentlig bruger tid nok på de mennesker, der betyder mest for os.

På det politiske plan er det et spørgsmål om at gøre alvor af erkendelsen at vi kun er ét led i en lang kæde af generationer, så vi ikke blot ødsler løs og udelukkende har os selv i centrum. Miljøminister Conny Hedegaard ser netop kristnes betydning og styrke i hele diskussionen om klimaet og opvarmning. ”Der er andet end mig, mig, mig.”

Som oftest bryder denne erkendelse først igennem, når man på et tidspunkt er blevet rystet i sine grundvolde. Når man befinder sig langt ude, men netop ikke længere end, at Gud stadigvæk er der og holder en fast: ”så leder din hånd mig også der, din højre hånd holder mig fast.”

Martha og Maria ved, at deres bror Lazarus er død og taget fra dem. Der er ingenting andet tilbage end at tro på opstandelsen på den yderste dag. Men det bringer ham jo ikke tilbage her og nu, tager ikke savnet fra dem, ligesom vi lever med savnet af vore døde, prøver at indrette os i spændingsfeltet mellem Jesu opstandelse fra de døde dengang og opstandelsen på den yderste dag.

Hvilket bestemt ikke er helt uproblematisk, fordi troens indhold enten er gammel fortid eller fjern fremtid.

Men hvad med her og nu? Er vi i mellemtiden mere eller mindre overladt til os selv og troens forjættelser? Stinker det ikke langt væk af fortrøstning og opium for folket?

Teksten prøver at tage denne tunge sten fra os.

”Hvis du tror, skal du se Guds herlighed.”

Troen er meget mere end blot snak og tomme ord. Troen er en ny virkelighed, ikke engang, men her og nu.

”Lazarus, kom herud!” siger Jesus og ud træder den ellers ret så døde, stinkende Lazarus. Og også vi skal hentes ud af vores dødvande og befries for al unødvendig forgængelighed før tid.

Det er det, vort fællesskab bygger på og det er det, ethvert møde med Gud vil minde os om, i dag og forhåbentlig rigtig mange år frem i tiden. Herre velsigne dig – og forbavse dig.

Amen

”Fordi vi halvt dem skuer kun”
 

”De sagde det på TV.” ”Det stod i avisen.” ”Jeg har selv set det.” De fleste af os reagerer ofte stadigvæk, som om vi er små børn, der tager alt for pålydende. Glemmer ofte, at voksenlivet i virkeligheden har lært os noget andet. Det med, at der som regel er flere sider i en sag. Indrømmet, det gør ofte livet mere indviklet. Er han en sur fætter, eller ser han bare sådan ud? Måske bruger han bare næsten alle kræfter på at holde sammen på sig selv. Måske er han blevet vækket af byens larm – ikke én nat, men konstant. Denne erkendelse af livets flertydighed, som vi alt for ofte ser bort fra, beskrives så fint i salmen ”Sig månen langsomt hæver” (DDS 769). Den er angiveligt skrevet i den lille holstenske by, hvor jeg kommer fra. Måske er det derfor, jeg altid har en helt bestemt eng for øje, når jeg hører den og forestiller mig, hvordan månen hæver sig over et varmt sensommerlandskab, mens mosekonen brygger. Men det kunne jo ligeså godt være herude i mosen nede ved broen eller et helt tredje sted. Månen har altid haft en særlig fascination, navnlig når den er rund og rød som en blodappelsin. Den antyder en verden, der er langt større end den jeg kan rumme. Hvad ligger der mon bagved skyerne, hvad venter på os, når vi ikke er mere? Digteren Matthias Claudius synes derudover netop, at det er spændende at tænke på følgende:

                  Betragter månens bue

                  den kun er halv at skue

                  og er dog hel og rund;

                  så er vel flere sager,

                  som nu vort hjerte vrager,

                  fordi vi halvt dem skuer kun.

Ved månen er det så indlysende – det er jo kun ganske sjældent vi ser den i sin fulde størrelse. Men ellers? Hvorfor har vi så svært ved at tænke i helhed og hellere nøjes med højest halve sandheder? Formodentlig er det et spørgsmål om vores egen magelighed. Det er så nemt at tænke i sort eller hvidt. Men det er sjældent, at det yder livet ret. Alle forenklinger og overfladiskheder bidrager blot til, at vi ifølge digteren kommer ”længere fra vor vej.” Hvilken vej? Det er den, som apostlen Paulus beskriver i kærlighedens højsang. Erkendelsens vej: Nu erkender vi i en spejl, i en gåde, siger han. Men da skal vi kende fuldt ud, som vi jo selv er kendt fuldt ud.

Jeg kan godt lide tanken om, at erkendelsen skal blive større, selvom det til tider står i kontrast til min øjeblikkelige virkelighedsopfattelse, hvor tingene har en tendens til at blive mere og mere brogede. Men det skal i hvert fald ikke blive ved. Erkendelsens tid kommer. Den tid, hvor alle brikker falder på plads. (Et meget trøsterigt billede af døden for øvrigt). Men allerede nu kan vi lære noget af denne proces, idet vi kigger bagom facaderne og leder efter andet og mere end det, der ligger lige for øje, så vi hver især møder hinanden som hele mennesker. Ikke blot som gammel dame, enlig mor, dranker, udlænding, bøsse eller hvad os nu lige kan falde ind. Det kræver en vis indsats af den enkelte, en fred og en ro, som man kan finde den på en sommervarm eng ved aftenstid eller til en gudstjeneste i kirken.
 

Med de bedste ønsker for en god sensommer er jeg

Jeres sognepræst Ulrich Vogel
 

”Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel” (Fil.2,4) 

”Hun tænkte altid først på andre.” Jeg har efterhånden hørt denne sætning et par gange. Og glæder mig over den for hver gang, den falder. Som oftest sker det i forbindelse med bisættelsessamtaler. De, der her er tale om, er næsten altid kvinder sidst i halvfjerdserne, først i firserne. Sikke et flot skudsmål at få med af ens nærmeste! Midt i sorgen fornemmer man en stor varme og taknemlighed, der vidner om, at disse kvinder har efterladt sig mange spor. Nogle af dem, der her er tale om, har jeg selv kendt. Jeg ved, at det, der set udefra kunne virke selvudslettende og selvopofrende, en forlængst overhalet kvinderolle så at sige, næsten altid er det omvendte: Ved at være noget for andre, har de absolut også været noget for sig selv. For de har kunnet gøre en forskel med deres liv – ikke ved at ændre hele verden, men ved at sørge for, at deres nærmeste er gået ud fra den helle i tilværelsen, som de har brugt så mange kræfter på at skabe. Sjældent har de gjort det med store armbevægelser, snarere med en selvfølgelighed, der nærmest kan virke som en gåde. For hvordan har de haft kræfter til alt det, de har gjort?  Man kan ofte forstå på nogle af de efterladte børn, at de ikke på samme måde ville være i stand til at leve det samme liv. Og jeg tænker nogle gange ved mig selv, om disse kvinder mon drejer sig om en uddøende race. Om få år bliver der måske udelukkende sagt det modsatte: ”Hun forstod virkelig at tænke på sig selv.”
 

Jeg håber det ikke. Og jeg mener bestemt heller ikke, at denne måde at leve på burde være forbeholdt kvinder, så det i virkeligheden blot er moderrollen, der aldrig bliver sluppet. For mig at se er det snarere spørgsmålet til os alle om at leve sit eget ansvar. Dronningen var inde på det i sin nytårstale - igen. Hvor har vi godt af, alle sammen at blive mindet om, at samfundet, det er os. At det ikke er en anonym størrelse, som det gælder om at mælke bedst muligt (underforstået ”det gør jo alle de andre”), men at vi igen prøver at personliggøre strukturer. Påtager os et ansvar i de sammenhænge, vi har mulighed for det: Det kan være i lokalsamfundet, det kan være i kirken eller i foreninger, på det politiske plan eller det kulturelle plan – hver især kan vi gøre en forskel. Men som oftest er det Tordenskjolds soldater, man møder. Samtidig sukker alle over, hvor koldt samfundet er blevet. At der ikke længere er plads til den enkelte og at mange føler sig utryg.
 

Hvor længe vil vi snyde os selv? Politik og dermed samfundet ændrer sig kun, når vi ændrer os. Lærer vi igen at tænke noget mere også på de andres vel, vil det smitte af på de store sammenhænge. Derfor er det også så vigtigt at bibeholde de små, overskuelige sammenhænge i det samfund, vi lever i. Tendensen med at ville gøre alle ting større og dermed mere effektive, er en misforståelse. Større afstande indeholder altid en større fare for ansvarsforflygtigelse og en risiko for, at den enkelte får en fornemmelse af at være dybest set undværligt.

Påskens budskab er et andet. Ved altid først at tænke på andre har kvinderne efterlignet det, somKristus gjorde for os på korset:
Skænket os nyt liv og håb – for verden og de sammenhænge, vi hver især indgår i.
 

Med de bedste ønsker for et godt år 2008 og en god påske, når vi når dertil, så vi følger Hans eksempel, er jeg               
Jeres sognepræst Ulrich Vogel